Skip to main content

Hvad laver du? Offentlige kommunikatørers roller og arbejdsopgaver under lup

Forsknings- og udviklingsprojekt skal give viden om, hvordan kommunikatører i det offentlige arbejder og ikke mindst, hvordan de navigerer imellem de mange forskellige krav og roller, som præger offentlig kommunikation.

DMJX vil undersøge offentlige kommunikatørers roller og arbejdsopgaver
Illustrationen er lavet ved hjælp af kunstig intelligens i programmet MidJourney

Det offentlige bruger masser af tid, kræfter og ressourcer på at kommunikere. 

I staten er antallet af kommunikatører eksempelvis steget med 70 procent fra 2011 til 2022. Fra 777,5 årsværk til 1320 *.

Og zoomer man ind på landets næststørste kommune, Aarhus, finder man flere end 100 medarbejdere (61 årsværk), som er ansat til at kommunikere med pressen, borgere og internt. Dermed er Aarhus Kommune en af Jyllands største mediearbejdspladser **.

Men hvad laver de, alle disse offentligt ansatte kommunikatører? Hvordan arbejder de? Og hvilke roller har de? 

Det ved man ikke ret meget om – i hvert fald ikke rent forskningsmæssigt. 

Men et forsknings- og udviklingsprojekt på DMJX skal nu undersøge, hvordan kommunikationsmedarbejdere i offentlige organisationer opfatter og udøver kommunikation set i lyset af de særlige forhold, der karakteriserer offentlige organisationer. Herunder hvordan de navigerer imellem forskellige krav og roller, som indebærer, at de både skal understøtte demokratiet, udarbejde oplysning til borgerne, pleje interne interesser, lave pressehåndtering og meget andet. 

- Ambitionen for vores projekt er at undersøge, hvordan der arbejdes i praksis med at balancere de mange hensyn, der præger denne særlige organisatoriske kontekst, og kommunikatørens rolle ind i alle de forandringer, der præger den kommunale sektor lige nu, siger Karina Villumsen, som er en af deltagere i forsknings- og udviklingsprojektet. 

Vil snakke med kommunikatører og skabe relationer

DMJX uddanner hvert år omkring 100 bachelorer i kommunikation. Ved at lære de offentlige arbejdspladser og medarbejderne bedre at kende, vil forskerne bag projektet blandt andet ruste de studerende til den virkelighed, der venter dem, som får beskæftigelse inden for offentlig kommunikation. Desuden er det et håb, at det 1½-årige projekt vil skabe nye kontakter og relationer ind i det offentlige arbejdsmarked og synliggøre uddannelsen hos relevante aftagere med henblik på praktik og senere beskæftigelse. 

Undersøgelsen skal blandt andet bestå af en spørgeskemaundersøgelse og interviews, hvor medarbejdere, som er ansat specifikt til at varetage kommunikationsfunktioner i det offentlige, fortæller om personlig baggrund, position i organisationen, joberfaring, kommunikationsafdelingens funktion i organisationen samt kommunikationspraktikerens rolle.

Endelig har projektet et samfundsmæssigt sigte. Over de senere årtier er der nemlig sket et skifte fra, at offentlige institutioner blev opfattet som nogle, der har magt over borgerne, til i højere grad at blive opfattet som institutioner, der udøver demokratiet i praksis. Det har født nye krav til transparens og inddragelse af borgerne. Og hvordan lever institutionerne op til disse krav? 

-Empirisk set er det lidt en black box, hvordan kommunikatørens roller ser ud i praksis og i dagligdagen. Vi håber, at projektet vil bidrage til at skabe forståelse for den måde professionen som offentlig kommunikatør forstås og udøves, herunder de roller, udfordringer og dilemmaer kommunikatører oplever i deres hverdag, siger Michael Bækgaard.

Han er ligesom Karina Villumsen lektor på DMJX’ institut for Kommunikation, hvor forsknings- og udviklingsprojektet er forankret. Projektet har desuden deltagelse af docent Line Schmeltz.

Gruppen planlægger at lave en ”pixibog” om kommunikation i den offentlige sektor og kommunikationsmedarbejderens rolle.
 

* Ifølge undersøgelse, som nichemediet NB Økonomi publicerede den 13/6 2023 efter aktindsigt hos Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.

** Undersøgelse som Aarhus Stiftstidende har lavet blandt kommunens magistrater i december 2022.