Skip to main content

Nyt medieansvarsudvalg nedsat – Roger Buch og Lea Korsgaard udpeget

Medieansvarssystemet skal moderniseres og tilpasses nye digitale platforme og nye typer af medieaktører. Kulturministeriet har nedsat et udvalg med Søren Pind som formand.

Nyt medieansvarsudvalg nedsat  Roger Buch og Lea Korsgaard udpeget

Det er nødvendigt at opdatere og styrke medieansvarssystemet, så det er i sync med den digitale udvikling, som har forandret medielandskabet.

Det mener Kulturministeriet, der har nedsat et udvalg, som skal undersøge, hvordan rammerne omkring mediernes ansvar kan gøres mere tidssvarende.

Med i det nye medieansvarsudvalg er DMJX’ bestyrelsesformand, Lea Korsgaard og forskningslektor, centerleder Roger Buch. Søren Pind er udpeget som formand.

Udvalget kommer til at bestå af i alt 19 medlemmer, som blandt andet skal overveje, hvordan Pressenævnets rolle skal se ud i fremtiden, samt hvordan der kan etableres en medieombudsmand, som selv kan tage sager op og bidrage til den offentlige debat.

Udvalget skal desuden undersøge, hvordan bloggere og influencere i højere grad kan stilles til ansvar for det indhold, de publicerer og viderebringer. Og så skal udvalget se på, hvordan borgere, der udsættes for digitale ærekrænkelser, kan sikres en lettere og mere smidig adgang til genoprejsning og eventuel godtgørelse.

- Medierne spiller en fuldstændig afgørende rolle for vores demokrati. Men mediebilledet har udviklet sig radikalt de senere år – det går meget stærkt på nettet og på de sociale medier. Og nogle gange går det også for stærkt. Det kan få konsekvenser for borgernes retssikkerhed og svække tilliden til medierne, siger kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Udvalget skal halvandet år efter dets nedsættelse give anbefalinger med henblik på efterfølgende politiske drøftelser. Og dét er en opgave, som Roger Buch glæder sig over at kunne bidrage til.

- Det er utrolig flot og ærefuldt at få lov til at komme med i dette arbejde med at udvikle medieansvaret til den moderne virkelighed. Jeg er ikke ekspert i medieansvar, men har derimod forskningsmæssigt beskæftiget mig med blandt andet journalistisk etik, borgernes nye medie- og nyhedsvaner og mange andre sider af moderne medier og journalistik. Det er vigtige komponenter i rammerne om medieansvar, siger han.

- Måske endnu vigtigere har jeg 30 års erfaring med tæt samarbejde med medier og journalister og har derigennem vigtig viden om den journalistiske hverdag, som må være udgangspunktet, hvis medieansvars-initiativer skal virke i praksis. Jeg tror det er baggrunden for min deltagelse, og det bliver noget af det jeg vil bidrage med, siger Roger Buch.

Medlemmer af medieansvarssystemet

Udvalgets formand og medlemmer udpeges personligt af kulturministeren. Formanden skal være jurist.

Formand:

Søren Pind, bestyrelsesformand i Danish Cyber Defence.

Medlemmer:

  • Lea Korsgaard, bestyrelsesformand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og bestyrelsesformand for Zetland
  • Roger Buch, forskningslektor, centerleder ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
  • Stig Ørskov, administrerende direktør for JP/Politikens Hus
  • Pernille Holbøll, ansvarshavende chefredaktør hos B.T
  • Tine Johansen, formand i Dansk Journalistforbund
  • Mads Brandstrup, direktør i Danske Medier
  • Sandy French, nyhedsdirektør for DR Nyheder
  • Lene Sarup, journalist på Jysk Fynske Medier og journalistrepræsentant i Pressenævnet
  • Thomas Breinholt, fakta- og dokumentarchef på TV2
  • Anders Langballe, journalist og forfatter
  • Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær hos Red Barnet
  • Mette Marie Lei Lange, influencer, tidligere digital redaktør på Modemagasinet ELLE
  • Lisbeth Kiel, jurist og bestyrelsesformand for influencere og bloggere i Dansk Journalistforbund
  • Heidi Højmark Helveg, advokat hos CO:PLAY
  • Peter Lambert, advokat hos Lassen Ricard
  • Magnus Bjerg, digital journalist og Knight-fellow fra MIT
  • Morten E. G. Jørgensen, kontorchef, Justitsministeriet
  • Steen Kyed, afdelingschef, Kulturministeriet

Opgavebeskrivelse for udvalget

Pressenævnet

Udvalget skal overveje, om de nuværende rammer for Pressenævnets virke er tidssvarende, og hvordan nævnets rolle skal se ud fremover. Udvalget kan i den forbindelse undersøge, hvordan de vejledende regler for god presseskik udmøntes i Pressenævnets praksis, fx hvad angår retten til at blive glemt i de digitale medier og beskyttelsen af privatlivet. Udvalget kan desuden undersøge, i hvilket omfang medierne efterlever Pressenævnets afgørelser om god presseskik, og overveje, om der er behov for at give nævnet yderligere reaktionsbeføjelser. Udvalget kan derudover undersøge, om sagsbehandlingstiden ved Pressenævnet kan nedbringes, og om der er behov for øget vejledning af borgere og virksomheder om muligheden for at indbringe en sag for Pressenævnet.

Medieombudsmand

Udvalget skal undersøge, hvordan der kan etableres en medieombudsmand efter svensk forbillede, som kan undersøge sager på eget initiativ og har til opgave at bidrage til god publicistisk praksis gennem meningsdannelse, medieetisk debat og initiativer.

Det forudsættes, at udvalget i den forbindelse afdækker de svenske erfaringer med Medieombudsmanden og overvejer fordele og ulemper herved i en dansk kontekst. Udvalget kan opstille forskellige modeller for en eventuel dansk medieombudsmand, herunder organiseringen heraf.

De presseetiske regler

Udvalget skal undersøge, om de brancheetiske normer og standarder understøtter mediernes ansvar for den demokratiske samtale, herunder om de i tilstrækkelig grad understøtter en ansvarlig nyhedsformidling. Udvalget skal herunder undersøge, hvordan de brancheetiske normer og standarder i mediebranchen kan styrkes i form af de vejledende regler for god presseskik. Ikke mindst i lyset af medieudviklingen og den øgede hastighed i nyhedskredsløbet. Udvalget skal i den forbindelse inddrage erfaringer og perspektiver fra andre brancher med eksplicitte branchenormer og standarder.

Nye medieaktører

Udvalget skal undersøge bloggere og influenceres ansvarsforhold med hensyn til det indhold, de publicerer og viderebringer. Udvalget kan i den forbindelse overveje, hvordan influencere og bloggere kan stilles til ansvar i tilstrækkelig grad, herunder om der f.eks. er behov for at pålægge dem et redaktørlignende ansvar.

Genoprejsning for digitale ærekrænkelser

Udvalget skal overveje, hvordan der kan etableres en lettere og smidigere proces for genoprejsning og eventuel godtgørelse for navnlig digitale ærekrænkelser begået af medier eller enkeltpersoner, fx på mediets hjemmeside eller på de sociale medier, herunder mulighederne for at indføre en ordning i stil med småsagsprocessen ved domstolene.